Anita Dan

Anita Dan

 ”Anita Dan”

Den 7. nov. 1957 rejste jeg til Lübeck, hvor jeg mønstrede som 3. styrmand på ”Anita Dan”, som var et af rederiets nyere skibe bygget til både polarfart og finlandsfart. Skibet havde en dødvægts tonnage på 3225 t og var for synet med 4 luger, og vi sejlede i Finlands - farten. Det var bygget i Rendsburg i 1956. Fører var Ole Ulriksen.

Det var et godt skib at være på, og Ole Ulriksen var en meget behagelig og dygtig skipper, som det var en fornøjelse at sejle sammen med. Dette var dog et år med svær is oppe i Østersøen og Finske Bugt. Vi sejlede således gennem isrenderne ved Ålandsøerne, hvor lodsen kom kørende på sin cykel, en lejder blev sat ud, og han kunne kravle om bord. Cyklen fik han også med. Mellem øerne var der ryddet vejbaner, så man med sin bil kunne bevæge sig rundt til de andre øer, og hvor en sejlrende krydsede en sådan ”vej”, var der et lille ledvogterhus, hvorfra en mand kunne fjerne broen fra sejlrenden, når et skib nærmede sig. Det var altså en spændende sejlads i det isfyldte farvand, men ofte måtte vi også have assistance fra de kraftige finske isbrydere, og det foregik som regel i konvojer, for der var stadig mange ældre dampskibe med meget ringe maskinkraft. Rederiet Lauritzens skibe var næsten alle af nyere dato med god maskinkraft samt isforstærkede, og derfor var vi som regel det sidste skib i en sådan konvoj. Det at lægge til kaj i de isfyldte havne var heller ikke en nem opgave, og det kunne tage lang tid at få fjernet isen mellem skibet og kajen.

Vi holdt jul i finsk havn, og her var der ikke nogen tvivl om, at det ville blive en hvid jul. For at tjene lidt ekstra lommepenge havde besætningen i franske eller engelske havne indkøbte nogle flasker meget billig cognac, som med god fortjeneste kunne sælges i Finland. Et meget populært mærke var en meget sprittet cognac ved navn Napoleon, som til overflod var forsynet med fem stjerner, ca. en stjerne for hver krone vi selv gav for den. Da det var op til julen, blev der naturligvis hurtigt udsolgt af vores flasker, til stor sorg for de mange kunder, der ofte, når de havde været heldige at få en flaske, gik ud i skoven, hvor de satte sig på en væltet træstamme, hvorefter flasken hurtigt blev tømt, og dermed havde man haft en god dag.

I rederiets skibe var kosten særdeles god, og når det var jul, manglede der bestemt ikke noget i de forskellige messer. Juleaften samledes hele besætningen oppe i salonen til et lille glas, hvorefter kaptajnen ønskede alle en glædelig jul, og julegaverne fra rederiet og sømandsmissionen blev uddelt. Herefter gik man ned til juleanden og ris a la manden i de forskellige messer, hvor der også blev serveret rødvin. Alle messerne var smukt pyntet til julen og naturligvis var der også et juletræ. 1. juledag var der også et veldækket frokostbord, hvor intet manglede. I officersmessen var vi også samlet 1. juledag sammen med salonen, og havde det rigtig hyggeligt, da der blev banket på døren, og ind kom en meget fin mand, en direktørtype, iført en flot frakke og en lige så flot blød hat. Han ville da så forfærdelig gerne købe en flaske cognac, men høkeren kunne meddele ham, at alt var udsolgt og ingen om bord havde noget at sælge. Det fik tårerne frem i mandens øjne, og han talte så mindeligt til vore følelser. Høkeren fik medlidenhed med ham, og hentede en af sine egne flasker frem, en god Remy Martin, Manden kiggede grundigt på flasken, og stadig med tårer i øjnene udbrød han: ”Ni hår vel inte Napoleon?”.

På den anden side af den lange mole, lå der en ældre finsk damper, hvor de havde adskillige unge kvinder i besætningen, som vi naturligvis havde lidt kig på, hvilket de ikke havde kunnet undgå at lægge mærke til. 3. juledag var vi alle gået rimelig tidligt til køjs, da vi blev vækket ved, at det buldrede på vore døre, også hos Ole Ulriksen. Det viste sig at være pigerne fra det finske skib, og de ville da gerne have lidt fest og noget for tørsten. Vi fik noget tøj på, og høkeren fandt nogle flasker og glas frem, hvorefter en af pigerne greb en flaske cognac og fyldte et ølglas næsten helt op, derefter hældte en lille sjat vand i, hvorefter hun udbrød: ”Jag drikker vattan som satan”. Vi fik dog hurtigt nok af den halløj, pigerne blev sendt over til deres eget skib, og vi kunne igen komme til køjs. Næste dag var det igen arbejdsdag.

Det var en rigtig dejlig tid om bord på Anita Dan, men desværre alt for kort, thi da vi kom til Helsingør red måtte jeg afmønstre allerede den 11. januar 1958, da jeg skulle ind og aftjene min værnepligt. Det var jeg ikke så glad for.