Marna Dan

 Efter Varla Dan, blev der afviklet ferie, inden der kom besked fra rederiet, at jeg skulle tilbage til West Coast Line, hvor jeg skulle mønstre om bord på Marna Dan som 2. styrmand, men endnu var de nye tider ikke helt slået igennem, så med tog blev jeg sendt ned til Rotterdam på 1. klasse, hvor jeg blev indlogeret på hotel, og 2 dage efter skulle jeg gå om bord på passagerskibet ”Maasdam”, der sejlede i rutefart til New York for hollandske amerikalinje. Den næste dag var der derfor mulighed for at komme rundt og bese byen med de mange kanaler og smukke huse. Mægleren sørgede for at jeg kom ned om bord på passagerskibet, hvor jeg fik anvist min kahyt, som var meget tilfredsstillende, og herefter kunne jeg gå op på dækket for at overvære afsejlingen, som var særdeles festlig med de mange mennesker, der var nede for at sige farvel, og det foregik traditionen tro med utallige serpentiner mellem skib og land. Skibet gled ud fra kajen trukket af et par slæbebåde, og båndene til land og de vinkende brast efterhånden, hvorefter jeg kunne betragte udsejlingen gennem Rotterdams havn og senere se lodsen gå fra borde, da vi var klar af land. Herefter gik min tur ned i spisesalonen, hvor der blev serveret en meget fin middag med tre retter mad, og rederiet spenderede en flaske rødvin til maden. Det tegnede til at blive er rigtig fin tur over ”Dammen”, men først skulle vi lige en tur ind til Cork på Irlands sydkyst for at samle flere passagerer op. Vi havde rimelig godt vejr hele vejen over til Staterne.

Hurtigt kom jeg ind i en rytme om bord, hvor jeg snart fandt nogle venner at snakke med. Det var et par unge jurister fra New York, der havde været på rundtur i Europa, og der var også et par engelske models, der ville over og forsøge lykken i USA. Vi var sammen hver dag, og der blev snakket en masse, og de elskede at bruge det engelske sprog, det var nærmest en leg med ordene, og det lærte jeg en hel del af. Det var noget af en oplevelse, at rejse på denne måde, og det kan sammenlignes med nutidens krydstogter, hvor der er masser af ting, man kan foretage sig om bord, og ikke mindst var måltiderne jo en stor oplevelse, så de seks døgn gik jo rigtig hurtigt, desværre. Det var en oplevelse igen at sejle ind til New York, forbi Frihedsgudinden, op ad Hudson River, hvor vi gik ind til en pier. I New York blev jeg modtaget af rederiets agent, som kørte mig til et centralt beliggende hotel lige syd for Central Park, og agenten kunne nu også fortælle, at det sikkert ville tage adskillige dage inden Marna Dan ville ankomme, og det kunne jeg jo ikke have noget imod, for nu var der så lejlighed til at genopfriske mit kendskab til New York.

Den næste dag gik jeg ned til rederiets kontor på Broad Street, hvor det nu var Anker Petersen, som var blevet Port Captain, og ham kendte jeg jo fra Paula Dan, hvor han havde været overstyrmand. Han kunne fortælle, at det var uvist, hvornår Marna Dan ville ankomme, så jeg fik forskellige små opgaver for kontoret, således var jeg et par gange i lufthavnen i Newark, for at hente folk til rederiets skibe. De havde ikke været så heldige som mig. De fleste dage havde jeg dog til min egen rådighed, så der var rig lejlighed til at gå ture i Central Park og nyde det spirende forår og betragte livet der, hvor børnene legede på statuen af H. C. Andersen, mange børn og voksne legede med modelskibe i søerne, eller jeg gik rundt i den zoologiske have i parken. Var naturligvis også oppe i Empire State Building for at nyde udsynet over New York, så jeg havde nogle dejlige dage i byen, inden der kom besked om, at jeg skulle mønstre på Marna Dan i Jacksonville, Florida.

En tidlig morgen mødte jeg så op på den store busterminal, hvorfra jeg skulle med Greyhound bus ned langs den amerikanske østkyst. I bussen fik jeg en god plads øverst oppe og forude, så jeg rigtig kunne nyde synet af de amerikanske landskaber, og det blev en stor oplevelse at køre med de berømte Greyhound busser ned langs Eastern Seaboard, Den første del af turen på Route 95 var hovedsagelig gennem industriområder forbi Philadelphia, Wilmington og Baltimore, steder, hvor jeg tidligere havde været med Paula Dan. Først efter Washington DC, kom vi ud i mere åbne landskaber, og efterhånden som vi kom længere sydpå, blev det også lunere. Af og til blev der gjort holdt ved busterminaler, hvor der blev skiftet driver, og hvor vi havde lejlighed til at forfriske os eller få lidt at spise. Efter Richmond var vi nede i sydstaterne, hvor jeg kunne se de store flotte huse i de parklignende områder. Mange af de steder, vi kom igennem, var jo kendte navne fra den amerikanske borgerkrig. Vi kom også igennem Savannah, hvor jeg havde været adskillige gange, men nu nærmede vi os Jacksonville, som ligger i det nordlige Florida ved St. Johns River, og således endte denne utrolige rejse, og i byens busterminal stod agenten klar til at køre mig ned om bord til Marna Dan, som netop var ankommet. 

Den 11. april 1961 mønstrede jeg så endelig 2. styrmand om bord Marna Dan, en af C-bådene og søsterskib til mit gamle skib Paula Dan, men nu var også disse skibe blevet malet røde, dog kunne jeg bedre lide den gamle sorte farve. Det var Damsboe Holgersen, der var skipper om bord, og Erling Bay Hansen var overstyrmand, og ham havde jeg tidligere sejlet sammen med på Paula Dan, hvor han var 2. styrmand. Nissen var 3. styrmand. Det gode ved at være 2. stmd. var at jeg nu kom til at gå hundevagten, fra 00 til o4 og fra 12 til 16, og det indebar, at jeg for det meste havde broen for mig selv, da skipperen jo skulle have sin middagslur. Damsboe Holgersen havde for øvrigt sin kone med på denne rejse. Som 2. stmd. Var jeg også navigationsofficer og skulle sørge for vore søkort, både at de var rettet op to date, og at de relevante søkort for den aktuelle sejlads var lagt frem. Det med at udarbejde lasteplaner, hørte også til mine opgaver. Disse gøremål kunne jeg så for det meste udføre på mine vagter uden at blive forstyrret.

Marna Dan var for nordgående mod New York, men denne gang skulle vi videre nordpå til St. Lawrence floden, altså op og runde Nova Scotia og derefter ind på floden, hvor vi i første omgang sejlede op til Quebec og senere ned til Saguenay med de store savskærerier. Det var en meget flot tur op ad Saguenay River til byen, hvor mægleren var så flink at køre os rundt på en lille udflugt. Senere gik turen igen sydover til Pier 4 i Brooklyn, lige under broen, hvor der blev lastet til Sydamerika, og nu fik jeg så min sag for med at tegne lasteplaner og lægge farver på, men her fik jeg god vejledning af overstyrmanden. Fra New York gik turen så videre sydover til Philadelphia, Baltimore og Savannah inden det gik ned over Caribien mod Panamakanalen, hvor jeg svedte over lasteplanerne. I Caribien blev der desuden holdt en stor fest på 4-lugen for hele besætningen, da Damsboe Holgersen kunne fejre sit 25 års jubilæum i rederiet.

Livet om bord gik sin stille og rolige gang, når vi var i søen, for i de amerikanske skibe, var gangene i apteringen brede, og når vi havde frivagt, lukkede vi aldrig dørene medmindre vi skulle sove, og så gik vi ofte på besøg hos hinanden. På den tid var vi alle optaget af at lægge store puslespil, og derfor stak vi ofte hovedet ind til hinanden og hjalp med at lægge et par brikker. Om bord havde vi også to hunde, Marie og hendes søn, som hun havde pådraget sig under en ulovlig landlov i Peru. Marie kom ofte på besøg hos mig, hvor hun så lagde sig under mit skrivebord, inden hun gik videre til det næste kammer. Hun pådrog sig dog en lungebetændelse, og vi blev enige om, at hun skulle have en penicillinindsprøjtning, og da jeg var læge om bord, var det mig, der skulle føre nålen. En af matroserne bar hende ned på hospitalet, hvor jeg stak nålen ind i hendes kødfulde bagdel, hun sagde ikke noget, men vendte hovedet og kiggede bebrejdende på mig, hvorefter hun gik op til mit kammer, satte sig på måtten og tissede. Siden kom Marie aldrig og besøgte mig.

Der var en stor besætning om bord, og derfor havde jeg nok at gøre som skibslæge, og næsten hver dag var jeg på sygebesøg, og det kunne være alt fra almindelig influenza og dagligdags ting, eller noget mere alvorligt behandling af en af matroserne, der havde fået en stor brandbyld, der skulle behandles hver dag. En anden matros havde været uuopmærksom ude på dækket og dermed fået en stor jernspand i hovedet, det var en lidt krævende opgave. Naturligvis var der også de mere almindelige sygdomme som man kunne pådrage sig i land ved nærkontakt med de kønne piger, men disse sygdomme kunne kureres med at give et skod penicillin, og var det en sømand, der ofte kom på besøg, blev der anvendt en nål, der med tiden var blevet lidt sløv. Det var før engangsnålenes tid, og jeg måtte selv sterilisere dem.

Efter et gensyn med Panamakanalen gik turen ned til Buenaventura i Colombia, men denne gang var jeg dog ikke oppe på ”Bjerget”, som kendes af mange søfolk, men om aftenen kunne jeg stå på dækket og betragte de mange rotter, der myldrede inde på kajen, så vi var altid meget omhyggelige med rotteskærme, og landgangen gik ikke helt ned på kajen. Det blev også til gensyn med Guayaquil i Ecuador, hvor vi lå ude på strømmen – som sædvanlig. I Peru var vi i Paita, Chimbote og Huacho, inden det blev til et længe ventet gensyn med Callao, som jo altid havde stået som toppen af det, en sømand kunne ønske sig. Men nu havde tiderne ændret på dette, og waterfronten var heller ikke længere, som jeg huskede den fra min tid med Paula Dan, for nu var jeg jo også styrmand med andre opgaver, men det blev da til et gensyn med Granja Azul, haciendaen, der var blevet til en luksusrestaurant, og hvor de serverede verdens bedste grillstegte kyllinger. Sømandspræsten arrangerede desuden en meget fin tur op i 5000 meters højde i Andesbjergene, og vi var henne og se inkaruierne fra en temmelig stor by, utrolig så velbevarede disse ruiner var, men det regner jo heller aldrig. På havnen var det dog stadig brødrene Musso, der kom om bord som skibets mæglere. Rejsen fortsatte derefter sydover til Mollendo, hvor jeg begyndte at få ret så ondt i tænderne, men det var der jo ikke så meget at gøre ved, og rejsen fortsatte ned til Arica med den berømte Aricaklippe, den første havn i Chile lige syd for grænsen til Peru. Da vi kom til den ret store by Antofagasta, var jeg oppe hos en tandlæge, men mine tænder fejlede ikke noget, så jeg gik derfor ud fra, at det var noget med kæbehulebetændelse, eller var det bihulerne. Det blev altså ved med at gøre meget ondt, og jeg forsøgte at overtale Erling Bay til at give mig en penicillinindsprøjtning, men det ville han ikke, og derfor var der jo ikke andet for, end at jeg måtte gøre det selv, og jeg valgte naturligvis en helt ny nål, men det er meget svært at jage en kanyle i sin egen bagdel, og denne kur hjalp da heller ikke ret meget. Da vi endelig nåede Valparaiso blev jeg defor sendt til lægen, og han fandt også frem til at det var bihulebetændelse, hvorefter det blev besluttet, at jeg skulle afmønstre og indlægges på det tyske hospital i byen. 

Dagen efter blev jeg afmønstret og installeret på det tyske hospital (den 12. september 1961), som lå højt oppe ad bjergskråningen, og her fik jeg enestue med en pragtfuld udsigt over havnen og bugten, hvor skibene lå til ankers og ventede på at få plads ved kajen. Et par dage efter kunne jeg se Marna Dan fortsætte rejsen uden mig, og jeg havde da en noget dårlig samvittighed over at mine to medstyrmænd nu fik ekstra arbejde med at gå kineservagt (toskiftet), men kunne da trøste mig lidt med, at de fik forhøjet hyre. På hospitalet gik de i gang med en penicillinkur, som dog ikke hjalp ret meget, men smerterne blev dog mindre og var til at holde ud. Det var ikke særlig spændende at ligge på hospitalet, og kosten var heller ikke noget man faldt i svime over, så jeg så frem til at kuren hurtigt ville virke, men den ene dag gik efter den anden og også ugerne, og på hospitalet var de vel heller ikke særlig ivrige efter at gøre mig rask, for jeg var jo en god indtægt.

Men jeg havde jo min gode udsigt og kunne holde øje med de skibe, der anløb Valparaiso, og når der kom en JL-båd ind, sneg jeg mig bort fra hospitalet og tog ned om bord på et af de røde skibe, hvor de modtog mig godt, og igen kunne jeg smage på god dansk mad. Om aftenen fulgtes jeg så med kolleger op til de kendte steder på waterfronten, hvor vi havde det vældig rart, og tidligt om morgenen sneg jeg mig så tilbage til hospitalet, hvor de i hvert fald lod som om de ikke havde opdaget mine små udflugter. Da der efter en måneds tid ikke var sket en væsentlig forbedring af min tilstand, blev det heldigvis besluttet, at jeg skulle sendes hjem, hvorefter jeg blev kørt op til Santiago og blev installeret på et fint hotel, hvor også sangstjernen Brenda Lee havde boet. Det blev til et par dage i hovedstaden, hvor jeg benyttede tiden til at komme rundt og se på byens seværdigheder, inden agenten kørte mig ud til lufthavnen, hvor et fire motorers SAS-fly skulle afgå til København, og det blev en meget smuk flyvetur hen over de sneklædte Andesbjerge. Det blev en lang flyvetur, hvor vi mellemlandede i Rio, desværre om natten, og det blev også til en mellemlanding i Praha bag jerntæppet. Hen på eftermiddagen var flyveturen slut og vi landede i Kastrup lufthavn. Det havde dog været en behagelig flyvetur, hvor jeg havde hele tre sæder til min rådighed, så jeg kunne ligge ned, og det var også i de tider, hvor der blev serveret ordentlig mad i flyene. Herefter tog jeg ind på et hotel i hovedstaden, for at komme ind på rederiet efter weekenden. Da jeg ringede hjem, var det ikke helt godt, for jeg havde glemt, at det netop var min moders fødselsdag, 50 år, den 11. oktober. Næste morgen tog jeg så toget tilbage til Esbjerg.

Efter weekenden fik jeg en tid hos næsespecialisten i Esbjerg, som hurtigt fandt ud af at skære noget af næseskillevæggen bort, hvorefter der kunne komme luft ind til bihulerne. Det blev ordnet ambulant på en formiddag, og få dage efter kunne jeg meddele rederiet, at jeg nu var rask. Der blev så tid til en lille ferie, inden der kom besked om, at jeg skulle ned og være styrmand på Lauritzens søfartsskole i Kogtved, altså ikke mere West Coast Line for mit vedkommende.