Fotoalbum

1962 - et spændende år

På Søfartsskolen var jeg blevet afløst af Eigil Larsen, en af Eisfeldts drenge, og han blev senere forstander på skolen. Rederiet havde bestemt, at jeg skulle uddannes til islods i Nordøstgrønland, og derfor mønstrede jeg den 16. Feb. som 2. styrmand på ”Anita Dan”, hvor jeg tidligere havde været. Skibet lå på værft i Nakskov efter en kollision i Nordsøen. Efter reparationen gik turen op til Finland og issejlads. Med om bord havde jeg mægtig stak bøger om flynavigation, som jeg skulle sætte mig ind i.

Det var dengang, der masser af is om vinteren. Ved Ålandsøerne var der lavet veje på havisen, Hvor disse veje krydsede sejlrenderne, var der vagter, som kunne trække broerne væk, når der kom skibe. De boede i små hytter ved broen. Lodsen kom ud med snescooter. Vi var bl.a. i Kaskø, hvor vi måtte have isbryderassistance, Det var ligeledes meget spændende at sejle sammen med de store finske isbrydere. Efter Finland gik turen ned til foråret på Middelhavet, hvor vi var rundt på forskellige pladser. Den 1. juni afmønstrede jeg på reden ved Santa Pola, og sammen med maskinchefen kørte vi ind til Valencia, hvorfra vi fløj hjem.

Efter en kort ferie gik turen til flyvestation Værløse, og med deres transportfly, en C 54, gik turen op til flyvepladsen i Mestersvig, som ligger ved Kong Oskarsfjorden lige syd for Staunings Alper. Sammen med Kaj Pedersen, der var sejladsleder, blev vi indkvarteret i vores specialbyggede beboelsesvogn. Der var også en lille, rødmalet træhytte, der var beregnet til Knud Lauritzen. Nogle dage senere kom flyvevåbenets Catalina, hvormed vi skulle flyve isrecco. Til vores rådighed havde vi også mineselskabets lille Dornier fly. Med catalinaen havde vi mange skønne ture langs hele den østgrønlandske kyst, helt op forbi Station Nord til 79 Fjorden og Brønlundfjorden. Det var opgaven at forsyne alle slædepatruljens hytter med proviant til den kommende vinter, hvor Sirius kørte rundt. På den måde fik jeg oplevet alle de kendte steder, som jeg havde læst om i de polarforsknings bøger. Da skibene senere kom op fløj vi ud og lodsede dem fra flyet ind gennem isbæltet, der kunne være helt op til 200 sømil bredt. Fritiden blev tilbragt på traveture op i fjeldene med fotografiapparatet. I minebyen passede de en isbjørneunge, der var indbragt fra Scoresbysund, og den blev senere sendt med et af skibene ned til Danmark. Kaptajnerne var flinke til at invitere os ud il middag, så vi kunne få lidt kostforandring fra den sædvanlige konserves. Dagene var lange, da solen stod lige højt på himlen hvad enten det var middag eller midnat. En lur i solen kunne godt foregå ved midnatstid.

I begyndelsen af september var denne spændende tid forbi, og den 8. mønstrede jeg om bord på ”Thala Dan” som 2. Styrmand, og turen gik sydover til Fowey i det dejlige Sydengland, hvor vi lastede China Clay til Burnei på Tasmanien. Turen gik gennem Middelhavet og Suez kanalen, og den varede en måned. I Melbourne skulle vi sejle med den australske ekspedition, men min onkel i Alice Springs ville gerne se mig, og jeg fløj deroppe og havde to døgn, hvor der ikke var tid til at sove. Han havde en Caravan Park, og jeg skulle jo rundt og hilse på alle hans venner.

 Tilbage i Melbourne blev skibet færdiglastet med alt, hvad der skulle bruges nede på den australske base i Antaktik det kommende år. Der var stor afsked med ministertaler og Tv inden det gik sydover. Først gjaldt det dog forsyninger til den australske vejrstation på Macquarie Island halvvejs nede. Til losning der havde vi medbragt nogle amfibiekøretøjer, store lastbiler, der kunne sejle. Inde på stranden måtte en mand op på køleren med en bådshage for at jage de store søelefanter væk. På øen var der et meget righoldigt dyreliv. Vi medbragte desuden en vandflyver, samt to helikoptere og nogle meget store gummiflåder, der skulle bruges ved losning på baserne

Det var et stormfuldt hav, vi skulle krydse, og da skibet var bygget til issejlads, var der ingen slingerkøl. Første besøg på det antarktiske fastland gjaldt den franske base Dumont d’Ville, hvor søsterskibet ”Magga Dan” allerede lå, og Vilhelm Pedersen kom ud med helikopter for at lodse os ind på en ankerplads. Dette var i høj grad et selskabeligt ophold, inden vi sejlede videre til de australske baser.